Kære nye DDIT-studerende
Et stort velkommen til kandidatuddannelsen i Digital Design og Interaktive Teknologier på IT-Universitetet i København!
Du har fået tilbudt en plads på en uddannelse blandt meget nysgerrige, ambitiøse og højt motiverede studerende, der alle vil være med til at påvirke designet af vores digitale fremtid. Vi håber, at du vil benytte denne mulighed til at få stort udbytte af at samarbejde med dine medstuderende i de kommende semestre, ikke mindst fordi du vil møde mennesker med forskellige faglige baggrunde, der kan supplere dine egne evner og din egen viden.
IT Universitetet er et meget levende sted, og der er stort set altid studerende, forskere og undervisere på gangene. Som det fremgår af dit introprogram, vil din allerførste dag på universitetet være koncentreret om at lære medstuderende, studiemiljøet og bygningen at kende.
Som du kan læse i din velkomstmail, starter IT Universitetet undervisningen en uge tidligere end andre. Det er derfor vigtigt, at du planlægger din tid, så du kan deltage både i introdagen i uge 34 og den første undervisningsuge i uge 35, eftersom du vil få omfattende introduktioner og informationer om såvel praktiske som faglige forhold.
Rigtig hjertelig velkommen, vi glæder os meget til at møde dig.
Med venlig hilsen
Linjeleder, Jonas Fritsch