Etik som vejviser i AI-landskabet

Etik som vejviser i AI-landskabet

ITU og Nationalt Center for Etik inviterer til konferencen "Etik som vejviser i AI-landskabet", hvor der sættes fokus på etisk anvendelse af kunstig intelligens. Hør bl.a. Margrethe Vestager give sit perspektiv på AI i fremtidens Europa. Konferencen er gratis at deltage ved.

About the event

When
Friday, May 20, 2022 11:45 AM - Friday, May 20, 2022 4:30 PM

Where
IT-Universitetet i København, Rued Langgaards Vej 7, 2300 København

Kunstig intelligens (AI) og maskinlæring er på alles læber i disse år. Som så ofte før håber vi at informationsteknologi kan hjælpe med at løse de store samfundsmæssige udfordringer: AI-projekter sættes i søen med henblik på at øge den offentlige sikkerhed, optimere transport og logistik til gavn for klimaet, og bruge sundhedsdata til at skræddersy patientbehandlinger.

I Danmark har vi noget ingen andre lande har: Et dataetisk råd. Vi har længe haft et etisk råd og nu har vi også et Nationalt Center for Etik, hvor de to råd forener kræfterne. Konkret betyder det, at vi som digitaliseret samfund får endnu bedre muligheder for at tage stilling til brugen af umodne teknologier – og deres ventede og især uventede konsekvenser.

Den offentlige debat har de senere år kredset om betydningen af principper som ansvarlighed, gennemsigtighed, privatliv, værdighed og lighed i forbindelse med teknologiudvikling. Med det nye Nationalt Center for Etik kan vi fortsætte diskussionen og skabe en tydelig retning, som bidrager til at virksomheder, myndigheder og samfundets institutioner som helhed kan tage velovervejede valg, når det kommer til nye teknologier.

Etikken er et vigtigt redskab, når valg skal træffes. Det kan være valg om hvilke data, der skal indsamles og om hvordan de bruges. Etikken kan hjælpe med at navigere i et landskab af muligheder såvel som faldgruber. Men hvordan ser landskabet ud og hvordan kan etikken konkret hjælpe med retningen?

Det vil vi dykke ned i fredag den 20. maj 2022 fra kl. 11.45–16.30, hvor Nationalt Center for Etik inviterer til konferencen ’Etik som vejviser i AI-landskabet’. Det er en halvdagskonference, hvor vi sætter fokus på, hvad det i praksis vil sige at anvende AI på en etisk måde.

Registrer din deltagelse her. Eventen er gratis.

Dagen byder på en række spændende diskussioner:

- Margrethe Vestager vil give sit perspektiv på AI i fremtidens Europa.

- Johan Busse, formand for Dataetisk Råd og Leif Vestergaard Pedersen, formand for Det Etiske Råd, vil vise, hvordan man gør etikken anvendelig, konkret og relevant.

- Brit Ross Winthereik, professor ved Center for Digital Velfærd ITU, vil tale om, hvordan etik som praksis bør spille en rolle i forhold til implementering af AI i velfærdsstaten.

- Pia Færch, Kontorchef ved Center for Digitalisering og Teknologi ved KL, vil diskutere potentialet såvel som de etiske udfordringer forbundet med at bruge AI i kommunerne.

- Mikael Ekman, Direktør for Politik og Strategi ved Microsoft, giver et indefra-perspektiv på, hvordan man som virksomhed kan arbejde med etik og kunstig intelligens.

Dagen modereres af direktør hos Elektronista Media, Christiane Vejlø. Kom med til konferencen, hvor du vil få præsenteret flere perspektiver på AI og dataetiske dilemmaer fra både praktisk, forskningsmæssig og politisk side. Det er gratis at deltage.


KONFERENCEPROGRAM

11.45–12.15: Registrering

12.15-12.20: Sætter scenen for dagen
Moderator: Christiane Vejlø, CEO i virksomheden Elektronista Media ApS

12.20–12.30: Fælles velkomst
Jens Christian Godskesen, prorektor for ITU & Christa Lundgaard Kjøller, direktør for Nationalt Center for Etik

12.30–13.10: AI i morgendagens Europa
Margrethe Vestager, konkurrencekommissær og ledende næstformand i Europa-Kommissionen

13.10–13.30: Opfølgende spørgsmål
Margrethe Vestager svarer på spørgsmål fra moderator og deltagere

13.30–14.00: Etik en ledestjerne for AI
Dialog mellem Leif Vestergaard Pedersen, formand for Etisk Råd, og Johan Busse, formand for Dataetisk Råd

Pause

14:15–14.30: (Data)etik som fundament for digital velfærd
Brit Ross Winthereik v. Center for digital velfærd ITU

14.30–14.45: Kommunernes arbejde med AI - Hvilke udfordringer skal vi særligt hæfte os ved og imødegå?
Pia Færch, Kontorchef ved Center for Digitalisering og Teknologi, KL

14.45–15.00: Ansvarlig udvikling af teknologi
Mikael Ekman, Direktør for Politik og Strategi ved Microsoft

15.00–15.45: Paneldebat
Moderator: Christiane Vejlø, CEO i virksomheden Elektronista Media ApS
Deltagere: Leif Vestergaard Pedersen, Johan Busse, Brit Ross Winthereik, Mikael Ekman og Pia Færch.

15.45–15.55: Tak for i dag

15.55–16.30: Networking og fredagsøl